En lille gruppe borgere fra Hvidovre og Valby bestående af Nicolai Guido Clausen, Anders Jacobsen og Christian Wittrock fra borgergruppen “En Bedre Bane”, Thyge Lauritsen som Hvidovreborger, samt Anders Wolf Andresen og jeg som KB-medlemmer for SF i Hvidovre, har været til møde med SF’s trafikordfører Pia Olsen Dyhr, for at tale om Ringstedbanen og bede hende kæmpe for Hvidovre og Valbys forslag til en bedre løsning.
Vi fremlagde ønsket om nedgravning (eller i hvertfald overdækning) på hele strækningen fra Kulbanevej til Avedøre Havnevej, samt Thyge Lauritsens alternative forslag til løsningen “smallere motorvej” mellem Hvidovregade og Ulstrupvej.
Pia Olsen Dyhr var positiv overfor vores forslag, og lovede at diskutere dem med forligspartnerne, selvom hun ikke lagde skjul på at specielt nedgravningen/overdækningen, grundet de store mer-omkostninger, ville være vanskelig at opnå. Da der blandt nogle af forligspartierne, og hos Venstre især, hverken er stemning for at øge udgifterne til jernbanen eller at bruge det tredje spor af motorvejen, blev der på mødet også foreslået alternative, mindre omfattende løsninger.
Pia Olsen har aftalt et møde med trafikministeren den 1. marts, hvor hun bl.a. vil fremlægge Hvidovre og Valbys bekymringer og ønsker i forbindelse med Ringstedbanen.











2 kommentarer
På SF’s foranledning diskuterede Hvidovres kommunalbestyrelse kort status mht. Ringstedbanen, da den var samlet til et KB-seminar den 5-6. februar, og det blev besluttet at borgmester Milton Graff Pedersen og viceborgmester Niels Ulsing skulle bede om foretræde for Trafikudvalget for at aflevere den rapport der er under udarbejdelse af en uafhængig svensk jernbaneekspert. Rapporten er finansieret af beboerne langs den kommende jernbane i Valby og Hvidovre, samt Valby Lokaludvalg og Hvidovre kommune, og den skal belyse og sætte tal på de problemstillinger og alternative løsningsmuligheder, som Valby og Hvidovre arbejder med. Rapporten skulle snart være klar og Hvidovres borgmester og viceborgmester har fået aftale om foretræde for Trafikudvalget den 25.02-2010.
Blot til info lægger jeg her et par link til relevante dokumenter:
Hvidovre Kommunes høringssvar vedr. Ringstedbanen
Thyge Lauritsens notat vedr. Ringstedbanen – af 17.01.2010
Trafikstyrelsens notat om arealreservation 2003
Kort over støjproblemer INDEN jernbanen-1
Kort over støjproblemer INDEN jernbanen-2
Kort med Thyge Lauritsens alternative forslag til smallere motorvej-løsningen